CENTRERENDE BØN
Prolog.
Spirituelle ven i Gud. Med hensyn til det indre kald til hvilket jeg tror du er beredt, ved denne lejlighed taler jeg særligt til dig, og ikke til alle de som tilfældigt må støde på dette skrift. Hvis jeg ville skrive til alle, ville jeg skrive hvad der ville være generelt relevant for alle, men siden jeg i dette øjeblik, har som intention at skrive særligt til dig, vil jeg ikke skrive andet end det som forekommer mig mest gavnligt og relevant for dit private ønske. Hvis der er nogen andre lige så engageret som du er, som måtte have gavn af det så meget som dig, så meget desto bedre; det behager mig godt i øjeblikket, selvom, dit eget ønske, som efter min forståelse, er det eneste formål og objekt for min opmærksomhed. Til dig, så, som repræsentant for alle andre som dig, fortæller jeg det som følger.
1. Kapitel.
Når du kommer til at være alene med dig selv, tænk ikke på forhånd på hvad du vil gøre som det næste, men læg alle gode tanker til side, lige så vel som alle onde tanker, og lad være med at bede højt medmindre du særligt ønsker at gøre det: og så hvis du siger noget, lad være med at overveje hvor meget eller hvor lidt det skal være, og lad være med at bekymre dig om hvad det er, eller hvad det betyder, hvad enten det er bøn, eller om det er en salme, en sang eller kanon, eller hvilket som helst anden slags bøn, med en generel eller særlig intention, om det er indadvendt mental bøn komponeret af tanker eller udadvendt vokal bøn udtrykt i ord.
Og se til at intet forbliver i din aktive bevidsthed andet end et nøgent formål: at række ud mod Gud, ikke kappeklædt i nogen særlig tanke om Gud selv, om hvad han er af natur eller i nogenaf hans værker, men kun at han er som han er . Lad ham være sådan, jeg beder dig, og gør ham ikke til noget andet; lirk ikke længere ind i ham med interlektuel dygtighed. Lad din tro være dit fundament. Du må tænke og føle dette nøgne formål, frit fastgjort og med rødder i en sikker tro, at være intet andet end en nøgen tanke og en blind opmærksomhed af din egen eksistens: som hvis du indadtil i dit sind sagde til Gud: "Det faktum jeg eksisterer, Herre, ofrer jeg til dig, uden bekymring for nogen attribut af din væren bortset fra simpelthed at du er som du er. Intet over det.
Lad dette ydmyge mørke være spejlet i hvilket du ser dig selv og hele din samvittighed. Tænk ikke mere på dig selv, , end jeg fortæller dig at tænke på Gud, så på denne måde må du være et med ham i ånden, uden opdeling eller eller opløsning af bevidstheden. For han er din væren, og du er hvad du er i ham, ikke bare som din årsag og din væren, men fordi du dvæler i dig som din årsag og væren. Og derfor i dette arbejde kontemplation tænk på Gud som du gør på dig selv, og om dig selv som du gør om Gud, at han er i dig og du er som du er, så dine tanker ikke er spredte eller delte, men forenet i ham som er alt - altid accepterende denne forskellighed mellem dig og ham, at han er din væren og du er ikke hans. For selvom det er sandt at alle ting er i ham som deres årsag og væren, og han er i alle ting deres årsag, og væren, er han alligevel alene hans egen årsag og hans egen væren. For ligesom intet kan bestå uden ham, sådan kan han ikke eksistere uden ham selv. Han er væren både for ham selv og for alle ting. Og det alene adskiller ham fra alle ting; og det faktum at alle ting har deres væren, i ham og at han er væren for alle ting betyder at han er et med alle ting og alle ting er i ham. Så dine tanker og følelser må være forenet i ham ved nåde uden adskillelse, med alle nysgerrige lirkende ind i de uvandte attributeraf din obskure væren, eller af hans skubbet langt tilbage; sådan at dine tanker må være nøgne og din opmærksomhed ubesmittet, og når rørt af nåde, du, nøgen som du er, må være hemmeligt vedligeholdt i din opmærksomhed simpelthed af ham som han er - men blindt og delvis, hvilket er alt som kan præsenteres i dette liv, så din længsels ønsker aldrig må slækkes.
Se let opad og da sig til din Herre, enten i ord eller i dit hjertes formål: "Det faktum jeg eksisterer. Herre, ofrer jeg til dig, for det er dig selv." og tænk nøgent, enkelt og simpelt at du er som du er, uden nogen form for opfindsomhed.
Det tager ingen større færdighed at tænke dette, det forekommer mig, selv om det blev sagt af den mest ignorente mand eller kvinde som lever i denne verden på det mest ordinære niveau af naturlig intelligens. Og så nogen gange synes jeg i stilhed at det er vidunderligt, smilende med fortrydelse, når jeg hører det sagt af nogen mennesker - ikke simple uuddannede mænd og kvinder. Jeg mener, lærde og de af stor lærdom - at hvad jeg skriver til dig og de andre er så vanskeligt og grundlæggende, så dunkelt og så opfindsomt, at det knap kan forstås af den fineste lærde eller mand eller kvinde af højt interlekt i live. Så siger de; men til disse mennesker må jeg svare at det er af stor fortrydelse, og at det er et emne for barmhjertig hån og bitter irrettesættelse omhandlende Gud og dem som elsker ham, som nutildags ikke bare et par få mennesker, men næsten alle generelt (bortset fra måske en eller toi området mellem dem som er særligt udvalgt af Gud) er så blindede af den opfindsomme dygtighed af deres lærdom og naturlige evner, at de ikke mere kan nå en ægte forståelse i spirituel sandhed af dette arbejde kontemplation, ved hvilket sjælen af den simpleste uuddannede mand eller kvinde er gjort et med Gud i kærlig ydmyghed og perfekt velgørenhed, end et ungt barn som lærer hans alfabet, kan forstå den viden de største lærde i universet har - helt sikkert, deres blindhed og dygtighed betyder at de forstår mindre, og på denne blindheds konto kalder de fejlagtig sådan simpel belæring videns opfindsomhed, når, når det betragtes rigtigt, vil det bare blive fundet en enkelt og let lession for en person uden uddannelse.
En der ikke kan tænke eller føle at han er - ikke hvad han er, men at han er - finder jeg overvejende overdrevet ignorente og enkle. For det gives manifest til den mest ignorente ko eller bæstet som mest mangler forstand (hvis man går ud fra det kunne siges, som det ikke kan, at det var mere ignorent eller irrationelt end det andet) til at være opmærksom på dets egen eksistens. Meget mere end det er givet til mennesker, som er unikt begavet med fornuft over alle andre væsner, at tænke og føle deres egen eksistens.
2. Kapitel
Altså, stig ned til det laveste niveau af din forståelse (hvilket nogen, på baggrund af faktisk oplevelse, holder på at være det højeste), og tænk på den mest ignorente måde (men for nogen er det den mest vise måde) ikke hvad du er i dig selv, men at du selv er. For det tager meget dygtighed i at lære og dygtighed på din side, og meget indviklet søgning i din naturlige intelligens, at tænke du er i alle egenskaberne; og ved hjælp af nåde har du gjort dette nu i mange dage, sådan at du delvis ved, og i en grad så jeg tror det er gavnligt for dig for nuværende, hvad du er: en mand af natur og et beskidt stinkende vrag af synd. Du ved godt hvordan det er sådan, og nogen gange føler du måske at du alt for godt kender tilsmudsningen der følger en synder og tilhører ham. Skam over dem! Slip dem, jeg bønfalder dig. Rør dem ikke længere op af frygt for stank. Men at tænke at du eksisterer, er noget du kan opnå i din egen ignorance og simpelhed, uden nogen større dygtighed af lærte eller naturlige gaver.
Jeg bønfalder dig, derfor, ikke at gøre mere i denne retning end tænke lige ud at du er som du er, hvor beskidt et vrag du måtte være; så længe som du allerede er blevet korrekt frikendt (som jeg antager du er) fra alle dine synder, både de generelle og individuelle, i overensstemmelse med de sande forskrifter i den Hellige Kirke; for ellers, så vidt jeg ved, kan hverken dig eller nogen anden være så dristig og påtage sig dette arbejde kontemplation. Men hvis du føler at du har gjort det bedste du kan, så kan du anvende dig selv i dette arbejde. Og selv om du stadig føler dig nederdrægtig og elendig og så bebyrdet med dig selv, at du i dig selv ikke ved hvad du bedst kan stille op med dig selv, må du gøre hvad jeg nu vil fortælle dig.
Tag gode nådige Gud som han er, og påfør ham lige frem som et plaster pådit syge selv som du er. Eller, for at sige det på en anden måde, løft dit syge selv op som du er og prøv i dine ønsker at røre gode nådige Gud som han er, for at røre ham er evig sundhed, som bevidnet af kvinden i evangeliet som sagde: "Si tetigo vel fimbriam vestimenti eius, salua ero", "Hvis jeg blot rører sømmen af hans klæde, vil jeg blive helbredt." Meget mere, så, vil du blive helbredt af din sygelighed gennem dette himmel høje berøring af hans eget væsen, hans eget kære selv. Så træd tappert op, og prøv det remedie; løft dit syge selv op som du er til nådige Gud som han er, uden at bede eller særlige hensyn til nogen af de mange attributer som tilhører din egen væren eller til Guds, hvad enten de er rene eller onde, evige eller menneskelige, eller kommer fra nåde eller fra naturen. Intet i dig betyder noget nu bortset fra din blinde opfattelse af din nøgne væren skal glad bæres opad i ivrighed af kærlighed, for at blive forbundet og forenet i nåde og i ånden til Guds kostbare væren som han er i sig selv - intet mere end det.
Og selvom dine uregerlige nysgerrige tanker ikke kan finde føde til dem selv i denne slags aktivitet, så de fornærmede vil påskynde dig til at stoppe dette arbejde og gøre noget der appelerer til deres nysgerrighed (for det virker for dem som om det du gør ikke er af nogen værdi, og det er fuldstændig fordi de ikke ved noget om det), dette ville få mig til at elske det desto mere, fordi fra dette kommer det til syne at det er af større værdi end de er. Så hvorfor skulle jeg ikke elske det desto mere, især når der intet arbejde er jeg kan gøre, intet der kan gøres af nogen af mine sanser, kropslige eller spirituelle, i deres nysgerrighed, som kunne bringe mig så nær til Gud og så langt fra verden som denne bare lille opmærksomhed og tilbydende mit blinde væsen?
Så, selv om dine tanker ikke kan finde noget føde til dem selv i dette arbejde kontemplation, og derfor vil drive dig fra det, se til at du ikke giver efter på den konto, men vær deres mester. Og vend ikke tilbage for at føde dem, uanset hvor voldsomme de måtte være. Du vender tilbage til at give dine tanker føde når du tillader dem at strække sig gennem den variation af opfindsomme meditationer på egenskaberne af din væren - meditationer som, selv om de kan være meget gode og gavnlige alligevel er meget spredende i sammenligning med denne blinde opmærksomhed og tilbudet opad om din væren, og distraherer dig fra den perfekte enhed der bør være mellem Gud og din sjæl. Og derfor pres videre på det dybeste niveau af din ånd, som er din væren, og vend ikke tilbage for noget af nogen slags, hvor end godt eller helligt den ting måtte synes at dine tanker vil lede dig til.
3. Kapitel
Følg Salomons rådgivning og belæring, som sagde til sin søn: "Honora Dominum de tua substancia et de primiciis frugum tuarum da pauperibus: et inplebuntur horrea tua saturitate et vino torcularia redundabunt." "Ær Herren med din substans, og giv de fattige føde med dine første frugter: og dine lader skal fyldes med overflod, og dine pressere skal løbe over med vin." Dette er den literære tekst om hvad Salomon sagde til sin søn, med det er som om han mente du skal forstå det spitituelt i de termer vil jeg adressere dig på hans vegne:
Guds spirituelle ven, se til at, at opgive alle opfindsomme forespørgsler med dine naturlige sanser, du ærer din Herre Gud helt med hele din substans, simpelt og helt tilbyde dit eget selv helt til ham, alt hvad du er og sådan som du er; men gør dette generelt og ikke i særlige termer - det er, uden nogen særlig hensyn til hvad du er - sådan dit syn ikke vil blive distraheret eller du føler dig besmittet, hvilket ville gøre dig mindre et med Gud i spirituel renhed. Og giv mad til de fattige med dine frugter først, det er, med det første af de spirituelle eller kropslige kvaliteter der er vokset op i dig fra det samme øjeblik du blev skabt og frem til denne dag.
Alle naturens gaver og af nåde givet af Gud er det jeg kalder dine frugter, og med dem i dit liv er du nødt til at opfostre og nære dine brødre og søstre og i nåde, både materielt og spirituelt, lige så meget som dig selv. Den første af disse gaver kalder jeg den første af dine frugter. Den første gave for alle væsner er simpelthen den at være. For selv om det er sandt at egenskaberne ved din væren er så tæt forbundet med din værens identitet at de ikke kan adskilles fra det, stadig, fordi de er alle afhængige af det, kan det sandt kaldes hvad den er, den første af dine gaver. Så det er din rene væren der er den første af dine frugter. Hvis du skulle optrævle dit hjertes opfindsomme bekymring om en eller alle egenskaberne og beundringsværdige karakteristika som vedrører menneskelig væren (og mennekseligheden er den mest noble af alle skabte ting), du ville altid finde at det basale objekt og mål for din bekymring, hvad end dets natur er, er din rene væren. Det er som hvis i alle dine handlinger i kontemplation, ved hjælp af hvilket du skynder dig at elske og prise den Herre Gud (som ikke ikke blot gav dig at være, men gav dig at eksistere i det nobleste ved hvilket dine egenskaber ved din væren bærer vidne om i din kontemplation), du burde sige til dig selv: "jeg eksisterer og jeg ser og jeg føler jeg eksisterer, og ikke bare eksisterer jeg, men jeg eksisterer på sådan, og sådan, og sådan nogle måder", så du i din kontemplation genkender alle de specifikke egenskaber der er ved din eksistens. Og så (hvilket er mere end alt dette) det er som skulle indbefatte alt dette i et mere generelt udsagn, som siger: " hvad jeg er, og hvordan jeg er af natur og ved nåde, det har jeg fra dig, Herre, og det er dig. Og jeg tilbyder det hele til dig, mest af alt for at prise dig, og for at hjælpe alle mine kristne venner og mig selv. Så du kan se oprindelsen og objektet af din kontemplation har dens essentielle basis i det bare syn og blinde opmærksomhed af din egen væren. Og derfor er det simpelthen din væren der er den første af dine frugter.
4. kapitel
Men selvom det er den aller første af dine frugter, og selvom de andre frugter er afhængige af den, er det ingen fordel i den nuværende situation at indpakke eller omslutte din kontemplation af den i en eller alle af dens indviklede egenskaber, hvilket jeg kalder dine frugter og med hvilket du har været optaget op til nu. Det er nok nu for dig at gøre din ære af Gud komplet med din substans og ofre den første af dine frugter, din nøgne væren, som et kontinuerligt offer for at prise Gud, både for dig selv og for andre som velgørenhed kræver - ikke tilsløre det i nogen egenskaber eller særlige aspekter der vedrører eller kunne vedrøre din egen eksistens eller nogen andres, som om det ville dække deres behov, og derudover give vel-tilpashed, eller forbedre dit eget fremskridt mod perfektion eller nogen andres. Lad det være: i sandhed, det kan ikke gøres på den måde. For sådan et blindt generelt hensyn er en bedre tjeneste for behovene, vel-været, og den spirituelle renheds perfektion som du selv og alle andre stræber efter, end nogen mere specifik kontemplation nogen kunne gøre, hvor hellig den end måtte synes.
At det er sandt er vist i skrifternes vidnesbyrd, ved kristus eksempel, og ved menneskelig fornuft. Alle mennesker blev tabt med Adam da han faldt fra den kærlighed som forenede ham med Gud; og alle som ved deres arbejde passende til deres kald bevidner ved deres ønske om at blive reddet ved den sande dyd i Kristus lidelse. Som det mest ægte offer ofrede han sig selv - alt hvad han var, overordnet og udelt - uden nogen hensyn til nogen særlig levende person, men generelt og for alle i almindelighed; og præcis sådan, en som i ægte og perfekt kontemplation ofrede sig selv intentionelt for alle i almindelighed, ved at gøre det bedste han kan for at forene alle mennesker til Gud, lige så godt som han selv er sådan forenet.
En mand kan vise større velgørenhed end det at ofre sig selv for alle hans brødre og søstre i nåde og natur. For som sjælen er mere nobel end kroppen, sådan er det at forene sjælen med Gud, det er livet, ved den himmelske føde velgørenhed er bedre end at forene kroppen og sjælen, det er livet, ved hvilket som helst jordisk frugt i dette liv. Det sidst nævnte er godt at gøre i sig selv, men er aldrig velgjort uden det første. Den sidst nævnte konbineret med den førstnævnte er bedre, men den førstnævnte er i sig selv bedst. For den sidstnævnte alene giver aldrig frelse; mens den første alene, når rigelighed af den anden fejler, leder ikke kun til frelse men leder også til den største perfektion.
For at gøre fremskridt i perfektion, er der ingen grund til at vende tilbage og nære dine interlektuelle fakulteter, som du gjorde ved at meditere på egenskaberne af din væren, for at føde og fylde dine følelser med kærlighed og behagelige følelser om Gud og spirituelle ting, og din forståelse med den spirituelle visdom fra hellige meditationer som søger viden om Gud. For hvis, som du kan ved nåde, du altid er forsigtig med at holde dig selv uforanderlig på det spirituelt fundamentale niveau, tilbyder alene til Gud den nøgne blinde bevidsthed om din egen væren som jeg kalder den første af dine frugter, kan du være sikker på den anden, sidste del af Salomons belæring vil blive ægte opfyldt som han lover, uden nogen bekymring på din andel for at søge eller rode med dine spirituelle sanser mellem nogen af egenskaberne som tilhører enten din egen væren eller Guds.
Du må klart forstå at i dette arbejde kontemplation bør du ikke have mere opmærksomhed på egenskaberne af Guds væren end til egenskaberne ved din egen væren. For der er ikke noget navn, følelse eller opfattelse mere passende, eller faktisk lige passende, med det evige, hvilket er Gud, end hvad der kan opnås, ses og føles i blind og kærlig kontemplation over ordet ER. For hvis du siger "God" eller "retfærdig", "Herre" eller "Sød", "Barmhjertig" eller "Retfærdig", "Vis" eller "Alvidende", "Mægtig" eller "Omnipotent", "Viden" eller "Visdom", "Kraft" eller "Styrke", "Kærlighed" eller "Velgørenhed", eller noget andet der kan siges om Gud, det er alt sammen gemt og lagret op i det lille ord ER. For ham, at være alle disse er det samme som simplethen at være. Hvis du tilføjer hundrede tusind søde ord sådan som disse - god, retfærdig, og alle resten - tager du ikke afstand fra ordet ER; og hvis du siger dem alle, lægger du ikke noget til; og hvis du siger ingen af dem, tager du intet væk fra det. Så vær lige så blind i kærlig opfattelse af din egen Guds væren, som du er i den nøgne opfattelse af din egen væren, uden opfindsom søgen i dine egne tanker for at forhøre efter nogen egenskaber af hans væren eller din. Opgiv det og kast al nysgerrighed langt til side, ær din Gud med din substans, tilbyd alt hvad du er helt til ham som han er, ham som alene er af ham selv hans egen velsignede væren og din.
På denne måde, i enhed med ham på en vidunderlig måde, vil du ære Gud med ham selv; for hvad du er det har du fra ham, og det er ham. Og selv du som engang var ingenting havde en begyndelse i din skabelse som et individ, din væren har altid eksisteret i ham uden begyndelse og vil altid eksistere uden ende, som hamselv. Så, jeg forkynder ofte og forkynder uomskifteligt.
"Gør Gud ære med din essens, og giv alle mennekser fordel i overenstemmelse med dine første frugter; og så skal dine lader være fyldt med overflod". Sådan, dine spirituelle følelser vil blive fuldt med overkud af kærlighed og af virtuøst liv i Gud, dit fundament og din spirituelle renhed. "Og dine presser skal løbe over med vin". Sådan, dine indvendige spirituelle fakulteter, når du er vandt til anstrengelse og pres sammen med forskellige opfindsomme meditationer og rationelle efterforskninger omkring spirituel viden og Gud og dig selv, spekulerende på hans egenskaber og dine egne, vil så løbe over med vin; og i de Hellige Skrifter er den ægte mystiske signifikans af denne vin spirituel visdom i ægte kontemplation og dyb smag af det Guddommelige.
Alt dette bliver gjort pludseligt, med glæde og ynde, uden nogen angst eller arbejde for din andel, alene ved administration af engle gennem kraften af dette kærlige blinde arbejde kontemplation. For alle engle, som kender til dette, laver en særlig service for det, som en kammerpige for hendes frue.